Parterapi kan være relevant af mange forskellige årsager, men overordnet er det at tage sit forhold alvorligt og at tage ansvar for sin egen og den fælles vækst og udvikling.
Vores parforhold sætter ofte linjen for familiens trivsel og derfor er parforholdet absolut den vigtigste relation i familien. Når vi ikke har det godt sammen, kan vores børn mærke det og de vil ofte vise deres bekymring ved at reagere på måder, vi kan have svært ved at gennemskue.
Intet menneske kan gå igennem livet uden at blive formet, få værdier, normer og overlevelsesstrategier, der passer til den kultur og det miljø de vokset op i – på både godt og ondt. Når to mennesker vælger at danne par, vil alt dette komme i spil, både som det vi forelsker os i, men også som det der kan give udfordringer at forene i et partnerskab.
I min tilgang lægges vægt på den grundlæggende erfaring, at vi mennesker basalt set længes efter at blive set og hørt på en nærværende og anerkendende måde og at vi alle går i relation med vores barndomsmønstre og sår i bagagen.
Som regel er skænderier ofte kun toppen af isbjerget, som opstår fordi der er nogle underliggende intentioner og behov der ikke bliver set eller mødt. Men når vi formår at finde frem til det der ligger under skænderierne og den smerte der ligger under vreden, øger det forståelsen og empatien og konflikterne kan herefter angribes på en helt ny måde.
En oplevelse af tryg forbindelse mellem partnerne i et kærlighedsforhold er afgørende for positive og kærlige forhold og en mægtig kilde til styrke for det enkelte individ i disse parforhold. – Sue Johnson
Jeg oplever at parterapi virkelig rykker, når vi sammen formår at skille tingene ad, således at det ikke bliver partneren der er ”fjenden”, men i stedet de mønstre der opstår imellem os, der er i fokus.